Forsiden

Buejagt - Min første buk

af Steen Hoffmann

 

Tilbage

 

 

Debutbukken

Et år og næsten to bukkesæsoner efter at have bestået buejagtsprøven lykkedes det endelig.

Det var gensynets glæde, da bukken endelig kom ud af de tætte graner. Jeg havde nemlig et meget tæt rendevous med den samme buk ugen før.

Jeg var gået rundt i yderkanten af de tætte graner og havde bl.a. skræmt en rå med lam væk, da jeg var ca. 5 m fra den. I hørnet af granstykket var jeg gået 5 m op og havde fundet et passende hul i granerne. Her havde jeg sparket lidt grene væk, lagt buen fra mig og var ved at slå min trebenede stol ud, da bemeldte buk kom travende. Sikkert i den tro at det var en anden buk som skrabede i jorden.

Bukken var ca. 1 m fra mig da den opdagede ”fejltagelsen”. Den blev mindst lige så forskrækket som jeg, der stadig stod bukket over stolen og ikke havde set den komme.

Siden denne episode, havde jeg sat en stige op i nærheden, men bukken fik jeg ikke at se.

Denne næstsidste dag i bukkesæsonen parkerede jeg bilen ved skovvejen. Gik op ad vejen for at komme rundt om granerne. Jeg havde ikke gået mange meter før et dyr løb væk fra skovkanten. På silhuetten kunne jeg se, at det var en lille gaffelbuk, som også gik i området. Jeg bandede lidt, det var en dårlig start på jagten, men besluttede at følge planen, at sidde i stigen på hjørnet af granstykket igen.

Velankommet i stigen uden at skræmme flere dyr væk, kunne jeg se en rå ligge og hygge sig op ad et træ ca. 80 m længere inde.

Det skal siges, at stigen står i nogle åbne graner. Der er to granstykker og begge har været brugt til pyntegrønt. I det tætte stykke er træerne omkring 3 m høje. Stykket bliver ikke brugt mere og vejene mellem granerne er efterhånden begroet med halvanden meter højt ukrudt, det er næsten ufremkommeligt.

Det stykke graner hvor stigen står, har også været anvendt til pyntegrønt, men er en del ældre. Granerne er her mere spredte, omkring 5 m høje og helt beskåret op til 2,5 meters højde. Skovbunden er næsten ren for grene med enkelte mindre områder med lave græsvækster.

Her ude lå råen og hyggede sig. Solen kiggede ind under granerne, det var faktisk en ekstremt hyggelig aften – det kunne næsten ikke blive bedre – og dog.

Efter fem kvarter besluttede råen sig til at esse. Den gik langsomt rundt i det åbne område.

Bukken kom ud af de tætte graner ca. 60 m fra mig. Jeg fik kikkerten op. Hjertet begyndte at banke, det var bukken der nær havde løbet mig over ende. Jeg kunne ikke se om det var en seksender, men det var ihvert fald mindst en ulige seksender og rigtig pæn.

Den essede i lang tid lige hvor den var kommet ud, men havde langsomt retning væk fra mig. Jeg overvejede mine muligheder, hvilket var meget hurtigt gjort, da råen gik omkring 40m fra mig og hurtigt ville opdage mig hvis jeg bevægede mig ned mod bukken.

Jeg blev siddende og så hvordan bukken langsomt bevægede sig væk. Den skulle passere 4 træer der stod forskudt lige præsis sådan, at jeg ikke ville kunne se den før den kom fri af dem. Men det gjorde den ikke – den var ”væk”.

Jeg havde været så optaget af bukken, at jeg ikke lagde mærke til hvor råen var henne, men nu var den også væk. Jeg vidste ikke om den igen havde lagt sig eller om den var gået over i de tætte hasler på den anden side af granerne.

Jeg tog chancen, ned af stigen og efter bukken - ”it was now or never”.
Jeg skulle op forbi stedet hvor råen havde ligget. Det var på en lille bakkekam, der gik på tværs i områderne.

Jeg kom rimeligt hurtigt, lydløst og også uset op til bakkekammen. Pludseligt fik jeg øje på bukken, der rystede på hovedet. Jeg sank ned i knæ, den var meget tæt på. Vinden var perfekt.

Men der var også andre der var tæt på, lige lovligt tæt på. Til venstre for bukken gik et lam og jeg mente at kunne se ørene på råen. Lammet gik forsigtigt rundt og kiggede flere gange på og forbi mig. Jeg forstod, at den ikke viste hvad jeg var for én og at den absolut ikke var interesseret.

Bukken lå med ryggen til og lammet gik rundt mellem mig og bukken. Da lammet ikke tog notits af mig, besluttede jeg mig for at rejse mig. Det skete på et belejligt øjeblik og lammet opdagede ikke noget, selvom det nogle gange kun var 5 m fra mig.

Jeg bedømte bukken til at være 22-23 m fra mig. Jeg ville godt lidt tættere hvis den skulle rejse sig. Jeg flyttede et ben, straks vendte bukken ørene bagud mod mig. Jeg trak forsigtigt benet til mig igen og blev stående. Sådan blev jeg nok stående i op mod en halv time indtil et eller andet tog ved lammet og det forsvandt i spring bag om bukken og var væk. Nu gik det op for mig, at det jeg troede var en rå i virkeligheden var en høj stub med et par spidser, der lignede ører. Det var godt nok faldet mig ind, at den lå særdeles ubevægelig.

Nu var lammet der ikke til at distrahere bukken, så nu blev det måske sværere at komme nærmere. Til gengæld var der færre ører og øjne til at opdage mig og det lykkedes mig at komme 3-4 skridt nærmere. Bukken lå næsten ubevægelig.

Efter nogle minutter rejste den sig, soignerede sig og essede lidt, men med bagenden til mig og hovedet skjult bag et træ.
Jeg tog et skridt mere og havde buen oppe, bukken hørte noget og kiggede, men jeg stod kvart skjult bag et træ, så den opdagede ikke noget. Den var 20 m fra mig og klokken var 21.40. Solen gik denne dag ned kl. 21.45. Der var 5 minutter igen af jagten, det var næsten alt for spændende.

Nu drejede den sig og gik langsomt mod de tætte graner til venstre.
Da den passerede et par træer trak jeg buen. Den kom fri og pilen fløj afsted. Der lød et smæld og bukken røg afsted ind i de tætte graner. Jeg kunne høre den, efter nogle sekunder lå den i de sidste krampetrækninger – den kunne ikke være kommet langt og jeg havde stor lyst til at gå derind med det samme.

Jeg blev dog stående nogle minutter og gjorde så, som jeg altid gør, gik frem og fandt anskudsstedet, 5 m bag ved dette sad pilen nydeligt i skovbunden, helt indsmurt i blod. Det gjorde mig lidt rolig, for jeg havde ikke kunnet finde noget som helst schweiss ved anskudsstedet. Jeg undersøgte stedet nærmere, men fandt stadig intet schweiss.

Jeg forsøgte ikke at følge sporet, for i det tilfælde at bukken ikke kunne findes, ville sporet stadig være urørt til en eventuel schweisshund. Jeg gik derfor tilbage til skudstedet og ned af den tilgroede vej gennem de tætte graner, hvor jeg var ret sikker på at bukken ville ligge ret tæt på vejen.


Og der var den, 15 m ned ad vejen så jeg den ligge nydeligt inde mellem granerne uden spor af liv, en fin seksender. Den var løbet 25-30 m efter skuddet.

 Det var min første buk for bue, der i øvrigt er en Bowtech Tribute på ca. 60 pund. Pilen en Easton 340, 10.3 på 27,5 gram (min pil nr. 28). Spidsen var en Spitfire 100, som i øvrigt var helt uskadt efter passage af to ribben.

Billedet herunder: Buk og jæger, næsten uden camoflage.


Det var en god debut. Bukken var rigtig fin, skuddet godt og spændingen under jagten stærkt vanedannende, og jeg selv var ikke til at skyde igennem i lang tid efter.

Det er vel overflødigt, at nævne, at der blev fejret en del denne aften i jagthytten, bukken blev beundret, pilen studeret. Jeg er den eneste buejæger i konsortiet, så det var første gang for flere end jeg selv.
Det var en uforglemmelig oplevelse.

 

Side top